FOLKETS HISTORIE - eller KONGER OG HELTE?

Jeg har altid været facineret af historien - det skal vi finde vores rødder.

Jeg ville forsøge at gribe fat i historien, set nedefra - fra folket. Netop den historie er utroligt dårligt beskrevet. Ofte er man nødt til at fortælle en historie om en konge, en helt eller en berømthed, for at finde ind til folkets historie - for den findes næsten ikke-

Det er først i vor tid, folket har interesseret os.

Den såkaldte dokumentriske historiefortælling foregiver at bygge på kilder.

Men hvilke kilder?

Enhver der arbejder med kilder er nødt til at vælge mellem dem, og vægte. Derved bliver den slags historie altid skæv.

Kilder er subjektive- og ofte er de kraftigt styret af magten - det vil sige kongen, kirken, adelen - og i det hele taget dem, som kunne skrive eller betale andre for det, og dermed overgive et stykke historie.

Jeg erkendte det første gang, da jeg havde skrevet min lille bog 50 år i Jernet om min fars arbejde på B&Ws støberier. Der fandtes ingen beretninger, der fandtes ingen malerier og kun meget få fotos.

Hvorfor?

Svaret er enkelt: ingen kunne se historien - der var ingen farverige stormænd, ingen helte, ingen krige, ingen økonomi..

Men det var en historie, som rummede rødder for de fleste almindelige danskere - arbejderne.

Jeg skrev siden 50 år på Landet - om bønderne , og andre bøger fra oldtid til næsten nutid.

Det er historien set nedefra, og i et enkelt, klart folkeligt og farveriogt sprog - som det blev talt.

Den slags historier findes næsten ikke fra den fjernere fortiden - helt frem til 1850. Der er ganske få dagbøger - men de fleste kunne ganske enkelt ikke skrive - så de forsvandt bare i historien. Ofte må man ud fra en stormands historie gætte sig til, hvordan hans fæstebønder havde det.

Her brugte jeg mine indtryk fra de mange u-lande, jeg har rejst i. Bøndernes forhold i Danmark - helt frem til 1900, var på mange måder lige så undertrykkende, som i u-landene i dag, og leveforholdene med blandt andet mange sygdomme, pest, børnedødeligthed og død i barselsseng, kan minde om forholdene - som de stadig er - i u-lande som Bangladesh og Cambodia.

Den mest levende histoire på, er at se på kilder og føle sig ind i tiden, fylde huller ud, ofte ud fra kulturhistrorien, og derefter skrive en fiktiv fortælling.

Jeg øvede mig i mange historiske bøger for børn

Men hvorfor skulle de samme skildringer ikke kunne skrives for voksne?

Jeg skrev 7 store historiske romaner (Borgens forlag), som jeg har haft meget glæde af - også fordi det har været utroligt spændende at lave research - at kunne bruge tid til at dykke ned i andres liv, i en helt anden verden.

Jeg har altid været facineret af historien - det er der, vi skal finde vores rødder.

Jeg vill forsøge at gribe fat i historien, set nedefra - fra folket. Netop den historie er utroligt dårligt beskrevet - fodi der er så få kilder (folk kunne ikke skrive) og nok også så lille interesse. Folket bliver ofte betragtet som farveløst - men det er langt fra tilfældet. Ofte er man nødt til at fortælle en historie om en konge, en helt eller en berømthed, for at få et skelet på sådan en historie - for der findes næsten ingen om folket - undtagen, hvis de var forbrydere

Det er først i vor tid, folket har interesseret os.

Der er den såkaldte dokumentriske historiefortælling, som foregiver at bygge på kilder.

Men gør den nu det?

Enhver der arbejder med kilder er nødt til at vælge mellem dem, og vægte. Derved bliver den slags historie altid skæv. Konge- og heltehistorie har så stor overvægt.

Kilder har en stor begrænsning, de er altid subjektive, og de er i høj grad mangelfulde - og ofte er de kraftigt styret af magten - det vil sige kongen, kirken, adelen - og i det hele taget, dem som kunne skrive eller betale andre for det, og dermed overgive et stykke historie - et mindesmærke.

Jeg erkendte det første gang, da jeg havde skrevet min lille bog 50 år i Jernet om min fars arbejde på B&Ws støberier. Der fandtes ingen beretninger, der fandtes ingen malerier og kun meget få fotos.

Hvorfor?

Svaret er enkelt: ingen kunne se historien - ingen stormænd, ingen helte, ingen krige, ingen økonomi..

Men det var en historie, som rummede rødder for de fleste almindelige mennesker - arbejderne.

Jeg skrev siden 50 år på Landet - om bønderne , og flere andre bøger fra oldtid til nutid.

Det var historien set nedefra, og i et enkelt, klart folkeligt og farveriogt sprog - som vidt muligt som det blev talt.

Den slags historier findes næste ikke fra den fjernere fortid. Der er ganske få dagbøger - men de fleste kunne ganske enkelt ikke skrive. Ofte må man ud fra en stormans historie gætte sig til, hvordan hans fæstebønder havde det.

Her brugte jeg mine indtryk fra de mange u-lande, jeg har rejst i. Bøndernes forhold i Danmark - helt frem til 1900, var på mange måder lige så undertrykkende, som i u-landene i dag, de blev hårdst ramt af sygdomme, pest, børnedødeligthed og død i barselsseng, det kan minde om forholdene - som de stadig er - i lande som Bangladesh og Cambodia.

Den bedste måde at skrive vor egen histoire på, er at se på kilder og føle sig ind i tiden, fylde huller ud, ofte ud fra kulturhistorien, og derefter skrive en fiktiv fortælling.

Jeg øvede mig i mange historiske bøger for børn

Men hvorfor skulle de samme skildringer ikke kunne skrives for voksne.

Det er blevet til 7 historiske romaner for voksne, som jeg har haft meget glæde af - også fodi det har været utroligt spændende at lave research.

Quiperoq og Poq (den lille) malet i København 1724 - udsendt af præsten Hans gede, som reklame for Grønland. Quiperoq døde på rejsen. Poq var den første grønlænder, som kom levende hjem til Grønland.
Historiske roman:
poq DEN FØRSTE GRØNLÆNDER I dANMARK SOM KOM HJEM IGEN. (Hans Egedes mission 1721-1729).